Kronikt opprinnelig publisert i den danske avisen Politiken lørdag 3. aug. 2002: At visne nogenlunde glad

m Kronikt opprinnelig publisert i den danske avisen Politiken lørdag 3. aug. 2002: At visne nogenlunde glad AF T AGE VOSS, pensjonert dansk sosialmedisiner og allmennlege Fri for sult og kamp, vilde dyr og sygdomme overlever vi i dag monstrøst længe, men alder. dom er en unaturlig tilstand, hævder den 84. årige læge. Et enzym kan forlænge vores middel. levealder med 60 år, men hvad skal vi med de år -bare undgå at dø? Da jeg havde skrevet nekrolog over en jævnaldrende ven, ringede Ritzau og spurgte, hvad han var død af. Når man er 84 år, dør man, fordi man holder op at leve. Årsagen kan lige så godt være den ene som den anden og er der.for uinteressant. Men det tilfredsstillede altså ikke journalisten. Når man obducerer mennesker i moden alder, bliver disse vil.kår meget klare. Analogien med en bil ligger nær. Er det ikke kardanen som svigter først, så er det gearkassen eller muligvis fortøjet. Og holder alt dette, og er benzinpumpen lykkeligt udskiftet, så viser sig antagelig hele karosseriet pilrustent. Erfaringen fra obduktionsarbejdet lærer os, hvor mange af disse tilstande der ikke får aktuelt medansvar for døden. En del har endog ikke nået at manifestere sig, selv om de har været i udvikling i et langt forløb. Det kan således se ud, som om døden tilfældigt skyldes netop den senile sukkersyge, således at hjerneforkalknin- gen og det karforsnævrede hjerte og den uerkendte cancer i bugspytkirtlen aldrig nåede at få en andel. Man kunne også sige, at hjertestoppet definitivt gjorde leverkrisen uinteressant og standsede sukkersygen. Af ob.duktionsfund med lungecancer hav de 37 procent aldrig fået den konstateret i levende live (Feinstein og Wells). Sandheden er jo, at efter 60 år stiger hyppigheden af alle ge.bræk keligheder og sygdomme markant -hvilken der note.rer sig på dødsattesten kan bero på social status, på genetik, på arbejdsform, på livsførelse. Men det forekommer ikke væsentligt. Alle dør af noget. Ornitologerne fortæller, at de ved ringmærkning har fon.det, at af årets måger på Græsholmen (ved Christians-ø) som kommer på vingerne af generationens klækkede æg, er middellevealderen fem et halvt år. Intet lig af en måge har nogensinde vist alderdomstegn. I Zoologisk Have gik i 30'erne en måge, som var 60 år gam.mel, heller ikke den viste alderdomstegn. Den var en velfærdsmåge, fik sine regelmæssige sild og var vel beskyttet af hegn mod fiender og af redekassen mod blæst og kulde. Men alligevel -den døde ved at blive kvalt i et stykke sejlgarn. Menneskets middel levealder var i en million år under 30 år (spædbørnsdødeligheden endda regnet fra). Det svarer til, at 3 procent af populationen hvert år gik i rusen. Rester af mennesker (moselig, mumier) viser ej heller i tidligere ge.nerationer alderdomstegn, selv om der kan have været en vis spredning af dødstidspunkter omkring den statistiske middelværdi. Følger af skader og sløj ernæring, javel. Men alderdom -nej. Med en middellevealder på 30 år er hjerteinfarkt, de-mens, slidgigt og cancer uaktuelle, ja ukendte. Blandt måger som blandt mennesker er der et vist frafald i hver ge. neration, grundet livets risiko (sejlgarn). ) Man kan rammes tidligt, man kan være heldig og klare sig længe. Men aldrig (førend i vor tid) længe nok til at nogen som helst i generationen når at vise tegn på aldring. Risikoberegning viser med stor sikkerhed, at udsigten til at overleve længe nok til at organismen ældes, er lig nu! -i na. turen. Derfor behøver man der ej heller 'leve sundt' for at opnå længere liv -fordi ingen vil overleve længe nok til at få glæde af det. Tværtimod vil man helst leve meget usundt for at få mest muligt ud af den tilmålte levetid -egentlig et sundere livs.koncept: æde, drikke alt hvad man orker, fjante rundt, slås, nedlægge damer, ryge fede cigarer -så længe man bare får lov. UTPOSTEN NR .6 • 2002 Men så anderledes nu. Vi har fået has på risikoen. Sult, kamp, strabadser, vilde dyr, mikrober og orm, sygdomme vi har ingen risiko og overlever derfor monstrøst unaturligt længe, helt op til den grænse for konstruktionernes hold.barhed, som aldrig før i menneskehedens historie har været afpatruljeret. Der hvor al aldringens molest venter. Alderdom er en ubiologisk tilstand, unaturlig. Og nu et uomgængeligt vilkår ved vores voldtægt mod naturen. Som biologer kan vi ikke rage problemet alvorligt. Alle vore alderdomskramper er løn som forskyldt. Vi skulle aldrig blive så gamle, vi er ikke beregnet til det, det er over.hovedet ikke med i planlægningen. Det er betydningsløst for slægten, det er socialt meningsløst, psykologisk uhånd.terligt. Og økonomisk håbløst belastende. Moralisten kunne sige, at vi har rigtig godt af det, og at det er, hvad der kommer ud af at foragte sine vilkår og spotte naturen. Men læger er ikke biologer. Derfor ser de anderledes på disse forhold. Lægers virke går på at tjene de enkeltes interesse, på at bekæmpe de biologiske vilkår ind i det absurde. Lægens professionelle ideal er, at ingen må dø, og at de ikke må have det ondt i ventetiden. Vi skal derfor ifølge dem leve forsigtigt, passe på, lade være med det forkene (hvad det nu er), altid gøre det for tiden rigtige, lade os scanne og checke og undersøge og kontrol.lere og aldrig fjerne os for langt fra apparaturet, tygge rna.den godt, rage vores vitaminer og se os omhyggeligt for, før vi går over gaden og klarer vi det alt sammen, venter os al.derdommen. Og hvordan er så den? Jeg er selv bl evet ret gammel og tæn.ker selvfølgelig en del over dette. I 1875, siger en statistik, var 35 procent af alle døde under 20 år, kun 20 procent nåede at blive 70. I dag er 2 procent døde under 20 år. 68 procent af alle mennesker i dette land når at blive 70 år. I betragtning af, at så mange bliver så gamle, er det påfal.dende så få, der har et afklaret forhold til det at blive gam.mel. Derfor udsætter man konstateringen og fornægter symptomer på alder. UTPOSTEN R.6 • 2002 fl Gruppen har ej heller magtet at manifestere sig og gøre sig respekterer. Man synes at ligge under for en blind ung. domsdyrkelse, som får gamle til at skjule ethvert tegn på alder med hårfarve, korset, ansigtsløftning og viagra. Det er socialt diskvalificerende at være gammel -derfor vil man nødigt. Dette hænger antagelig sammen med den økonomiske po.tens. Det må indrømmes, at de gamle ikke er nogen kom.merciel attraktion. Sammenlignet med de erhvervsaktive forbrugere M/K er de helt uinteressante, i forhold til børne.gruppen ligeledes. Børn, som eler nu bliver færre af, dyrkes og pyssenysses og begaves og placeres i centrum på en måde, som kræver psykologbistand, når de holder op at være børn. Heldig.vis er der nu opstået en ny magtfulcl forbrugergruppe, teenagere, som med sære aktiviteter og betydelig omsæt.ning kan kompensere lidt for den tabte barndoms paradis. Men det må konstateres, at ælclregruppen er dårlige forbru. gere, og man kan overveje, om det er den manglende kom. mercielle interesse, som smitter af på den sociale værdi. sætning. Alclerclommens problem for m ig er psykologisk. Ingen syg- lomme, ingen slidsymptomer, tryg nattesøvn, overkomme.lige vandladningsforholcl. Men selv om man kan en masse, savner man tilskyndelse til at gøre det. Man kan, men problemet er, at man ikke gider mere. Man har læst alle bøger, man har gået alle ture, elsket alle damer, smagt al mad, hørt alle vittighecler. Man har mødt en million mennesker og indser, at det ikke bliver interessant at møde en million mere. Man har set ti lande, men verden bliver ikke større eller mere spænclencle af at se ti til. Når man sejlede i sin båcl, blev man våd og kold. Nu bliver man vådere og koldere end før, så meget at det ikke er sjovt. Man gider det ikke. Fuglene synger om foråret, siges elet. Man kan ikke høre elet mere. Maden smager af pap, potensen svinder og går tabt. Lugt-og smagssans svinder, man har ingen funktioner og ingen tilskyndelse til at gøre noget som helst. Kredsen af venner og nøglepersoner skrumper ind og går tabt. Snart sidder man isolerer tilbage og har ingen at spille livets spil med. At leve videre bare af ræclsel for at dø -et tyndt argument og givetvis et ringe livsindhold. Og hvis vi nægter at dø, skylder vi verden og os selv et argu. ment for at fortsætte. Det kniber det med. Man kan leve videre af gammel vane og uden at tænke over hvorfor. Men vores mangel på filosofi kan pludselig afsløres for os. Den store anti-aldrings-konference i Madrid (juni 1996) tvang os ud af busken. Det var eir. Ronald Klatz fra American Academy of Anti.ageing Medicine, som forelagde sin afdelings ny op.dagelse: Telomerasen, som er et enzym, der kan sinke eller stanclse cellernes forfalcl. Med produktion af dette stof er vi nu nær løsningen på livets dybeste hemmelighecl. Genere! brug vil kunne forlænge menneskets micldelleveal.cler med 60 år! Men dermed konfronteres vi uafviseligt med problemet: Hvad skal vi stille op med alle disse år? Se Melodi Grand Prix og foclbolcl-VM i tv -i 60 år mere? Spille golf. .. 60 år mere: Hvad skal vi med dem -bare undgå at dø? Eller vente på det, så længe? Skal vi klappe i hænderne og juble i kor? Dr. Klatz ser bort fra de økonomiske og sociologiske pro- blemer med denne overvægt af pensionister. Men kan vi se bort fra de psykologiske? Allerede nu er alderdom 10-15 år af et normalt liv, og det er galt nok. Jeg har per definition været gammel i 25, næsten for galt. _) Verden løber fra mig. Computere, internet, hjemmeside - jeg forstår ikke sproget, men det har erobret kommunikati. onen, snart taler alle dette sprog, som jeg ikke forstår. Så kan det siges, at jeg vel ikke er dummere, end at jeg kan lære det. Problemet er bare, at jeg ikke synes, at jeg har brug for det, og at det ikke interesserer mig. Det sprog, jeg har talt med min verden, har været godt nok, og jeg kan bedre lide det. Og jeg kan simpelthen ikke lide den verden, som nu udvik.ler sig omkring mig. Den taler ikke blot uforståeligt, men det af den, man forstår, forekommer ganske dumt, overfla.disk, materialistisk og ligegyldigt. Diskrepansen mel lem hastigheclen i verdens forandring og menneskets tilpasning er blevet påtrængende. Man kan til- UTPOSTEN NR .6 • 2002 m passe sig ti års forandringer i sprog, livsform, kommuni.kation og procedurer. Muligvis 20 års. Men på 50 år bliver verden så anderledes, at ingen kan følge med. Alligevel bliver vi ved fantasiløst, bevidstløsr, at bruge middellevealder som parameter for vores civilisations succes. Dr. Klatz har sandelig sat gær til bolledejen. Ikke blot har han ved at løse et problem giver os nogle andre, fysiologiske. Men også nogle kulturelle, som vi er blevet uforberedte på. Og kan vi ikke finde ud af at leve godt, så kan vi i hvert fald glæde os over at vi lever længe. Men jeg klamrer mig til min gamle Continental skrive.maskine (som jeg købte brugt for 100 kroner i 1936 med et års garanti), ikke for at være demonstrativ, men den rækker udmærket til mine behov. Jeg kan lide den, den giver mig tryghed, og jeg kan bruge den. Problemet burde så være de andres, men aviser og forlag kræver alle bidrag leverer på diskene. Jeg ved knap hvad det er, og det burde være deres problem. Men det er faktisk mit, når de ikke modtager et godt ma.skinskrevet indlæg på A4-papir. Jeg ser det, og jeg føler det, og snart sidder jeg på en øde ø og sender flaskeposter ud, som aldrig finder en adressat. En forstadskommune har sparer syv af ni offentlige to.iletter bort. Kommunens gamle tilskyndes af formyn.dere til at drikke halvanden liter om dagen for væskeba.lancen, desuden er det sundt for gamle hver dag at gå tur. Der er i denne kommune 11000 over 65 år. De må nu trippende spørge: Hvor går man hen på natu.rens vegne? Også forholdet til døden er praktisk uafklaret. Hjemmene er ikke indstillet på, at man dør der. lnstitutionerne er det lige så lidt. Skønt der årligt dør 60000 mennesker i dette land, har vi ikke funder ud af en rimelig form. Derfor er vi skrevet op til en sølle død i dølgsmål, på banegårde eller bag en skærm alene på et hospitalsbadeværelse. I min høje alder lad mig da spørge på naturens uafvende.lige vegne: » Undskyld, hvor går man hen og dør?«. Gjengitt med tillatelse fm Politiken og Tage Voss ONKOLOGISK FORUM 2002 Holmenkollen Park Hote/ Rica, Oslo 21. og 22. november Hovedtema som tas opp er: Molecular targeting Funksjonell genomforskning -basal forskning -klinisk forskning Forskningspris til ung forsker Langtids bivirkninger etter kreftbehandling Finansiering av kreftbehandling Er kreftplanen gjennomført? Ortopedi i palliativ onkologi Kommunikasjon som instrument for god kreftbehandling Onkologisk Forum består av følgende faggrupper, hvorav de fleste har egne para/elle fagmøter: Norsk Bryst Cancer Gruppe Norsk Gastrointestinal Cancer Gruppe Norsk Lungekreft Gruppe Norsk Selskap for Hematologi og Norsk Lymfomgruppe Norsk forum for Gynekologisk Onkologi Norsk Melanom Gruppe Norsk Urologisk Cancer Gruppe Nevra-Onkologisk Interessegruppe Norsk Forening for Palliativ Medicin Norsk Gruppe for Hode -Hals Kreft Norsk Gruppe for Arvelig Kreft Norsk Strålemedisinsk Forum Norsk Sarkomgruppe Norsk Nevroendokrin Tumorgruppe Konferansen søkes godkjent som tellende for aktuelle spesialiteter (allmenpraktikere 16 timer i 2001) Påmelding snarest. Detaljert program og påmeldingsskjema finnes på www.onkologiskforum.org eller kontakt Onkologisk Forums sekretariat på tlf. 22 93 59 39/22 93 54 30 UTPOSTEN NR .6 • 2002