Lyrikkstafetten: «Til foraaret» av Henrik Arnold Wergeland

LYRIKKSTAFETTEN En lyrisk stafett denne lyriske stafetten vil vi at kolleger skal dele stemninger, tanker og assosiasjoner rundt et dikt som har betydd noe for dem, enten i arbeidet eller i livet ellers. Den som skriver får i oppdrag å utfordre en etterfølger. Slik kan mange kolleger få anledning til å ytre seg i lyrikkspalten. Velkommen og lykke til 1 Tove Rutle-lagleder Jeg kom til Norge fra Sri Lanka som asylsø.ker i 1996, 24 år gammel. De fleste nordmenn har sikkert hørt om den lange krigen som foregikk på Sri Lanka mellom de tamilske tigrene og regjeringssoldater. Tamilene er en minoritet på Sri Lanka og undertrykkelse av tamiler har foregått i mange år etter at de bri.tiske koloniherrene forlot Sri Lanka, eller Ceylon, i 1948. Jeg var så heldig å få gratis norskopplæring på Rosenhoff voksenopplæringssenter. Der oppdaget jeg nøkkelen til et skattekammer, nemlig norsk litteratur. Jeg ble så fascinert av Norges historie. Min lærer het Lisa. (Alle brukte fornavn på lærerne her i Norge. Det var nytt for meg). Hun var en fantastisk lærer og ga oss ofte nye bøker. Hun introduserte meg for Wergeland, og det var kjærlighet ved første blikk! Jeg husker jeg fikk tårer i øyne cia hun leste «Til min Gyldenlak» for oss. Kanskje så jeg paralleller mellom han og meg. Han var en frihetskjemper, akkurat som tamilene hjemme. Han var også en svært ori.ginal og bredt orientert tenker. Jeg ble så im.ponert av at han i «Normandens Katechisme» nevnte afrikanere på en god måte i en tid cia de fleste bare tenkte på dem som slaver. «Jeg troer, at han, skjønclt sort som Fanden, Min Broder er som hver en Anden», skrev Wergeland i 1845! Han var også positiv til ekteskap mel.lom folk med forskjellig religion og syntes ikke spørsmålet om hvilken tro barna cia skul.le oppdras i var særlig vanskelig: «Jeg tænker de enes selv derom beclst. Den Guclfrygtigste af dem fanger nok flest». Jeg er selv produkt av et blandingsekteskap mellom muslim og hindu, og jeg og moret meg over dette. Under er et av mine favorittdikt. Det pas.ser ypperlig siden det snart er vår. Jeg tillater meg å utfordre kollega Einar Engtrø! Vennlig hilsen Kathy Ainul M. Møen Til Foraaret 0 Foraar! Foraar! Red mig! Ingen har elsket clig ømmere end jeg. Dit første Græs er mig meer være! end en Smaragd. Jeg kaieier dine Anemoner Aarets Pryd, Skjøndt jeg nok veecl, at Roserne ville komme. Ofte slyngede de Fyrige sig etter mig. Det var som at være elsket af Princesser. Men jeg flygtecle: Anemonen, Foraarets Datter, ha vele min Tro. 0 vidn cia, Anemone, som jeg fyrigen har knælet for! Vidner, foragtede Løvetancl og Leerfivel, at jeg har agtete cleer meer end Guid, fordi I ere Foraarets Børn! Vicln, Svale, at jeg gjorde Gjæstebucl for clig som for et hjemkommet fortabt Barn, fordi du var Foraarets Sendebud. Søg disse Skyers Herre og bed, at de ikke længer maae ryste Naale ned i mit Bryst fra deres kolde blaaAabninger. Vidn, gamle Træ, hvem jeg har dyrket som en Guddom. Og hvis Knopper jeg hvert Foraar har talt ivrigere end Perler! Vicln Du, som jeg saa ofte har omfavnet med en Sønnesønssøns Ærbøclighecl for sin Olclefacler. Ah ja, hvor tidt har jeg ikke ønsket at være en ung Løn Af din udødelige Rod og at blande min Krone med din! Ja, Gamle, vicln for mig! Du vil blive troet. Du er jo ærværclig som en Patriark. Bed for mig, skal jeg øse Viin paa dine Rødeier og læge dine Ar med Kys. Din Krone maa alt være i sit fagreste Lysgrønt, Dine Blacle alt suse clerucle. 0 Foraar! Den Gamle raaber for mig, skjønclt han er hæs. Han rækker sine Arme mod Himlen, og Anemonerne, dine blaaøiecleBørn, knæle og bede at du skal redde mig-mig, der elsker clig saa ømt.