Lyrikkstafetten: «Åpent sind og undren...»

LYRIKKSTAFETTEN I den lyriske stafetten vil vi at kolleger skal dele stemninger, tanker og assosiasjoner rundt et dikt som har betydd noe for dem, enten i arbeidet eller i livet ellers. Den som skriver får i oppdrag å utfordre en etterfølger Slik kan mange kolleger få anledning til å ytre seg i lyrikkspalten. Velkommen og lykke til',__ Tove Rutle -lagleder Apent sind og undren ... Tak til Elise som sendte stafetten til mig. T eg er ikke god til at begrænse mig -eller fortælle kun en historie. Så her er to. T eg var heldig at blive sat i en skole med lærere som holdt af at fortælle. De ville lære os om den levende tanke og det frie ord. I grunden et fint pensum. Et af de pæ. dagogiske greb var træne i at fortælle sagn og eventyr. Så bliver man sulten på selv at læse, få inspiration til at fortælle, og da jeg opdagede den nordiske mytologi, slugte jeg alt. Som dette vers fra Snorre Sturlasons «Vølvens Spådom»: I tiders morgen var intet til Ej sand eller sø eller svale bølger Der jandtes ej jord eller himmel joroven Der var Ginnungagap, aj græs var der intet. Vi lærte at det var sådan det var da de første mennesker kom til Norden på jagt efter rensdyr: Det lave lys over det golde landskab som isen havde efterladt. Gin. nungagap -den skabende tavse urtid da historierne begyndte. Det næste jeg kommer i tanke om er min barndoms praktiserende læge, som også var mine forældres kollega i lægehuset i Asnæs. Hver morgen sad de tre på række med hver deres telefon og tog imod opring. ninger fra patienter, mens de sendte den store bog med timelister rundt imellem sig. For barnet som nogen gange så på, så det spændende ud. På bordet, hvor telefonerne glødede lå et lille digt under et stykke klar plastic. Det var klippet ud af en avis og efterhånden helt gult. Det var et gruk af Piet Hein (som tidli. gere har været i Lyrikkstafetten). Det lød: Min tillid til hvad lægen ved Er der kun et der kan slå ned: Hans mine aj alvidenhed Hvorfor tænker jeg på de to digte sammen? Er der en sammenhæng mellem den rå tomhed som kalder på skabelse, og nød.vendigheden af at vi læger holder sindet åbent og lader os opfylde af undren og for.undring? T eg tror det. TORSTEIN RISØR li:• UTPOSTEN 4 • 2016